Han fulgte så efter hende, men for at korte vejen gik han over Skjoldmose mark og fulgte hegnet ind til Arløsemøllerens mark,
og lidt efter opdagede han på den anden side af hegnet sin kone.

Han sprang over til hende og spurgte, hvor hun havde været.

Hun prøvede først at klare for sig med nogle omsvøb, men hårdt trængt bekendte hun,

at staldkarlen på Førslevgaard, Christen Olsen, havde lokket hende ud til sig på marken.

Han var imidlertid endnu ikke kommet, men hun forklarede, at der aldrig havde været noget imellem dem,

og det skulle heller aldrig ske, hvis hendes mand blot ville tilgive hende.

Mand og kone fulgtes nu hjem til Arløse, og da Jens Larsen troede, hun talte sandhed, tilgav han hende gerne.

Men i de følgende dage blev han mere og mere opfyldt af tanken om, at der havde været noget mikmak mellem staldkarlen og Ane Kirstine.

Han ophidsedes dag for dag, og han plagedes af krampetilfælde, forårsaget af de hævntanker, der fyldte hans sind.

Søndagen var han ude af stand til at tage føde til sig, men prøvede at sove.

Det lykkedes imidlertid ikke, da naboen Jens Bastian ved middagstid kom med en flaske brændevin, satte de sig til at drikke de sammen.

Senere tog han Jens med udenfor og betroede ham, at hans kone havde været ham utro,

og at han nu ville hævne sig på Christian Olsen.

Jens Bastian lovede at gå med ham, og om aftenen fulgtes de ad ud,

Jens Larsen forsynet med en stok og sin tollekniv, der var forsynet med et tre tommer langt spidst blad.

Undervejs langs møllerens mark betroede Jens sin nabo om de følelser, der i de sidste dage havde opfyldt ham,

og han lagde ikke skjul på, at han kunne få i sinde at jage sin kniv i staldkarlen.

Da de kom op på hovmarken, hørte de tøjrslag, og Jens Larsen stilede derhen, sikker på, at det var Christen, der var ude at flytte heste.

Han ville have Jens Bastian med, men han var ikke videre modig.

Han lovede dog at være ved hånden, om det gjordes fornødent.

Jens Larsen gik efter lyden af tøjrkølleslagene og fandt ganske rigtigt Christen Olsen ved hestene,

tillige med forvalteren og en husmand, der hed Frederik Christensen.

Jens snakkede først med Frederik, men trådte så hen til Christen og spurgte, hvad det var, han havde for med hans kone.

Christen svarede ved at løfte tøjrkøllen og true med, at han ville slå ham for panden,

men trods sit handicap var Jens Larsen hurtig i vendingen, lod sin stok falde,

rev tollekniven frem og jog den i skulderen på Christen med så stor kraft, at den trængte ind i lungen, ikke bare en gang, men flere gange.

Christen prøvede at forfølge Jens, men sårene gjorde ham vaklende og usikker, så han måtte standse og bede Frederik komme til hjælp.

Jens smed nu kniven fra sig og gik med hen til Christen, der blødte stærkt.

Efter at have forsikret, at han ikke havde stukket staldkarlen, da han ingen kniv havde, løb Jens ad Arløse til,

men da Frederk Christensen hurtigt indhentede ham. fulgte han uden videre med til Førslevgaard.

Christen Olsen blev så bragt hjem, hvor han kort efter døde, men forinden erklærede han, at han ikke havde haft noget forhold til Ane Kirstine,

og at han kun havde ville skræmme Jens med køllen og ikke villet slå ham.

Om det sidste var rigtigt, får stå hen, men det første var i hvert fald løgn.

For retten bekendte Ane Kirstine, at hun og Christen vitterligt havde været gode venner,

og Christen Olsens rygte bekræftedes af hans egen kone, der forklarede, at hendes mand var meget drikfældig og fader til flere uægte børn.

Jens Larsen blev fremstillet i retten, hvor han gav indtryk af at være ret angergiven.

Der blev imidlertid i retten fremlagt adskillige vidnesbyrd om Jens Larsens liv og levned, og alle var de til hans fordel.

Ganske vist var han en lidt hidsig natur og led undertiden af nogle krampeanfald, der kunne minde om epilepsi,

men der var så mange formildende omstændigheder, at den dødsdom, der blev afsagt over ham ved Østre Flakkebjerg herred ret,

blev omstødt af højesteret, der fastsatte straffen til fængsel på livstid.

Om Jens Larsen nu kom til at sidde i fængslet resten af sit livs dage vides ikke, men Valdemar Møller,

der i sin bog "Fra svundne dage" har omtalt sagen, mener, at han slap ud efter få års forløb.

Een ting er imidlertid sikker, og det er at hele affæren har vagt voldsom opsigt på egnen og været samtaleemne i lange tider efter, at den havde fundet sted.